“thinking about” kunne også være hovedsiden! der viser videre til de andre undersiger i cirklen.

Det kunne jo være sjovt hvis min viden om biologi, undervisning, projektledelse og innovation fra arbejdslivet kunne bruges i hundetræningen …

Det her er

TANKEEKSPERIMENTER UNDER UDVIKLING !!!

Tak til alle dem der har inspireret på alle mulige kurser … livet et én stor, fed læreproces.
Derfor vil tanker også løbende udvikle sig 😉

På facebooksiden K9sensusfoundation stødte jeg på dette opslag som beskriver hvad man som seriøs hundetræner ender med at overveje. Det ridser faktisk rigtig fint ind hvad det er for nogle områder jeg arbejder med. Jeg vil lige prøve at inddele afsnittene efter dét. Derfor er der links til samme afsnit flere gange. Mål kan f.eks. hjælpe med styre frustrationer, men er selvfølgelig essentielt i storslået træning også 😉 Andre emner kan også være flere steder i indholdsoversigten.

Indholdsoversigt

(Links i indholdsoversigten virker bedst i chrome eller safari – Ikke i samsungs mobilbrowser)

Analyzing training

Coping with frustration

Thinking about training

Pressure
Arousal og Indre Uro
Tærskelværdier
Konfliktadfærd og “værdi”
Hardwired og softwired adfærd
Transfer – selv en hund har brug for en førerhund
Stilladsering og zonen for nærmeste udvikling

Learning about training

Planning training
Træningsscenarier / typer af træningspas

Great training
Træningspassets varighed
Målhierakier
Smarte mål
Visualisering og kriterier

Progression
Motivation

“Reflection in practice”, “Reflection on practice”

Reflection in practice og Reflection on practice er en tilgang, som forskeren Donald Schön er fader til. Det er en stor hjælp for en praktiker et operere på disse to niveauer – også for os der træner vores hunde.
Disse to “modus operandi” er vigtige for mig som hundefører at operere på – og jo også i mit job som underviser og pædagogisk konsulent.

Reflection in practice er det beredskab jeg skal have til at

1.forstå situationerne

2. reflektere ca. lige så lynhurtigt som min hund er til at “tilbyde adfærd” og

3. træffe beslutninger ud fra min viden og den bunke af erfaringer jeg samler mig gennem vores træning.

Reflection on practice er det jeg gør når jeg forbereder min træning hjemmefra og fastsætter træningens kriterier, mål, mm og udfylder min træningslog efter træning og reflekterer over handlemuligheder, som jeg brugte, mine succesrater, de næste træningsskridt osv osv.

I reflection on action – altså før og efter træning – bruger jeg meget mine logs (åbner i nyt faneblad).

“Alle, der har en førerline i hånden, er en FORM FOR hundetræner” – det forpligter.
– K9 detection collaborative

Pressure

Nørdeadvarsel
Fedt med ferie – så er der lidt ro til at tænke sig om.
I går aftes prøvede jeg at samle lidt op på hvad der er af “tryk” / pressure på hunden og mig som hundefører når vi træner. Det sjove er at meget af det kan jeg gøre noget ved, meget af det bliver vi bedre og bedre til at håndtere og der bliver bedre muligheder for at skabe balance i nogen af trykkene så man lander inde i et område, der er håndtérbart og stimulerende for fremgang.
F.eks …. engang bad en af de andre kursister på holdet om at få lov at træne uden at der var nogen der kiggede på. Det er f.eks. en måde at fjerne et stort eksternt pres på. Et andet eksempel er at jeg er begyndt at fodre L inden træning, så sult ikke stimulerer jagten (internt pres på hunden). Mangel på redskaber til at håndtere situationer, der opstår, er også et pres, men noget som vi stille og roligt bygger på og bevidst kan trække på. så håndtering af nogle pres tager længere tid end andre. Indre balance hos mig og hos hunden er to store pres, som kan skyldes rigtig mange ting. Dårlig dag på jobbet, forhold i familien, glemt at tænde op så huset er koldt når vi kommer hjem … yu name it.

Det vildeste er næsten at de pres som viser sig med sådan en analyse af en hundetræningssituation kan oversøres til sygt meget af det øvrige liv … det er både spændende at erkende og lidt skræmmende at parallelerne er så tætte…

At få øje på muligheder …
Planlægning af øvelser og træning

Det er selvfølgelig vigtigt at have et repertoire af mulige øvelser, en toolboks.

Både
en toolboks til at opdele øvelser i relevante deløvelser (f.eks. hvad er fysiske udfordringer, hvad er “naturbårne udfordringer”som færtvandring hvad mangler der fokus på i hundens udvikling, hvornår er noget en discriminationsøvelse og hvornår er noget en “hunting exercise” …)
samt
en toolboks til øve teknikker, man kan plukke fra (f.eks. speed drills, tekniske arrangementer som scent karrusel – eller noget der er inspireret af det, brug af beholdere i forskellige sammenhænge og setup’s, osv.).

MEN:

Nogle gange kan det være virkeligt svært at se hvad der er af løsningsmuligheder, hvis træningen sidder fast … så kan man eksperimentere med at tænke tingene igennem på en anderledes og kreativ måde ved at bruge omvendt brainstorm.

Arousal og indre uro (IU)

Tærskelværdier

Når en adfærd udløses skal stimulus over en vis tærskel. Det er der fine grafer for i mine bøger om adfærdsbiologi.

I tankekomplekset omkring arousal og IU er det lige præcis overskridelse af tærskelværdier, som kan gøre at hunden ryger fra et niveau til et andet på NOTIME!
F.eks. kan vi komme gående lige så stille på fortovet og blade der blæser i vinden kan udløse jagtadfærden på et splitsekund. Jo bedre jeg kender min hund og racen og hendes tærskler for forskellige adfærdsmønstre desto bedre kan jeg stilladsere korrekt adfærd uden at tærskelværdien for andre stimuli overskrides.

Vi har siddet mange timer og kigget på blade, der blæser om ørerne på os. Når det så kombineres med aktivitet – at vi bevæger os – er tærsklen lavere igen – eller man kan sige at den motoriske indre stimulus for jagten er et stykke oppe mod tærskelværdien. Når hun så oven i købet er i “drive” i Nosework – og det går jo hurtigt – så skal der endnu mindre til. Så træningen fra en rolig kontrolleret situation til bevægelse igennem et udfordrende miljø og decideret arbejde i et udfordrende miljø har mange mellemtrin før vi er i mål.

Som jeg lærte mine seminariestuderende … og det er f.eks. nu det bliver lidt langhåret … varierer tærskelværdien med en akkumulering af en hel masse indtryk der lander på hunden. Det gælder både de ydre stimuli igennem sanserne, som lander på hunden og indre stimuli som kan flytte på tærskelværdierne. Indre stimuli er f.eks. hormonniveauer, som kan drive tærsklerne rundt – frygt, brunst, sult … Tænk på en hund der er tissetrængende eller territorial – den kommer hurtigt ud i en anden adfærd end sit søgearbejde. Derfor er det fedt at træne hen imod maximal indre styring imod kildeduften. En rigtig duftstærk hund, YES.

Det er faktisk ret spændende at studere Luka, når hun laver næsearbejde. Næsearbejde er en del af jagtadfærden og det er jo nok derfor det stimulerer den lille hund så meget som det gør. Ind imellem er hun så meget i arbejdsmode i nosework, at der kunne springe en bombe for næsen af hende mens hun arbejder, og hun vil arbejde videre. Næsen lukker ligesom af for de andre sanser. Så er hun i tilpas arousal og arbejder super optimalt. Blade, der flyver rundt, kan være meget forstyrrende. Alle nervesystemets porte til de hardwirede jagtinstinkter står pivåbne med dén stimulus og i den situation skal hun være meget duftstærk inden den tillærte stimulus til at søge kan overdøve jagt på blade.
Derfor træner vi tolerance overfor flyvende blade separat igennem ro-arbejdet for at det bliver en baggrundsstimulus. (Lidt ligesom vi andre ikke hører køleskabet efter et stykke tid, så forventer jeg at blade med tiden bliver en acceptabel baggrundsstimulus). På den måde kan jeg nivellere en tærskel på blad-stimulus ned i et mere håndterbart niveau, men det er en lang proces, med netop denne hund – den har stadig en lav tærskel for udløsning af jagt på blade. Det samme gjaldt for fugle i starten, men det tog jeg fat i meget tidligt pga. erfaringer med min tidligere hund. Det var jeg desværre ikke opmærksom på med blade. I noseworkarbejdet er hensigten at stimulus til NWarbejdet skal kunne konkurrere med anden jagt, så jagten på færten altid vil være mest værdifuld, og at hun vil vælge den til i stedet for et udfordrende miljø. Det skal være super sjovt, udløse vanvittigt høje beløninger, det skal have kæmpe værdi og det skal være indlejret så tæt på en naturlig adfærd, at den ligger super tungt / nærmest hardwired i nervesystemet. Masser successes og masser træning (se senere om arbejde i den grønne og gule zone og succesrater).
Men nu er det altid nemmere at arbejde hen imod noget end væk fra noget så det handler om på den ene side at arbejde med stimulushåndteringen på blade og på den anden side at arbejde NW fra et kontrolleret miljø til et mere og mere udfordrende miljø. Derfor vælger vi ikke områder med løse blade på dage hvor der er 10 m/s. Hvis der er 5 m/s og begrænset antal flyvende blade vælger jeg en stærkt koncentreret kilde, som giver så meget fært fra sig at den giver større stimulus end omgivelserne. Men den kan stadig ikke udkonkurrer alt. VI ER PÅ VEJ, MEN IKKE I MÅL

Konfliktadfærd og “værdi”
Etablering af samarbejdet

I almindelig tale tænker vi på konflikter som noget der foregår mellem mennesker eller mellem hund og fører.
Biologisk set er der noget andet på spil når vi bruger ordet konflikter og konfliktadfærd.

Vi bruger termen om den konflikt der er inde i hunden, når den stimuleres til flere ting samtidigt. F.eks. at gøre som der bliver sagt, “kom” eller “plads” og der samtidig går den lækreste tæve forbi på modsatte fortov, så har vi en konfliktadfærd i hunden. Det kan så også give en konflikt mellem hund og ejer, men det er en anden forståelse af ordet 🙂

Forståelsen for konfliktadfærd i hunden er yderst vigtig for at kunne gennemskue hundens adfærd uden at bebrejde den noget. Bebrejdelser og skæld ud er ikke velegnet til at takle de situationer, for det er nogle andre mekanismer der er på spil. Det eneste rigtige her er at gå aktivt ind i stimuluskonkurrencen og skabe en større stimulus end den uønskede stimulus. Den uønskede stimulus kan man ikke altid fjerne, selvom det er en fed løsning, men vi kan gøre stimulus, der kommer fra os større og måske spille på flere af hundens sanser for at opnå samlet større stimulus for det vi gerne vil have frem. Godbidden helt hen for næsen, tale sødt og lokkende, osv osv – VI SKAL HAVE STØRRE VÆRDI END FRISTELSERNE! … dog skal vi huske at en hund der er vældig aktiveret til en given adfærd kan “lukke sanser ned”, så det er endnu sværere at komme i kontakt med den. Det er ikke ond vilje, men det er en biologisk ting, der sker.

Hvis nogen frister hunden med en pølse skal du selv stå med en mørbrad – eller bare være en mørbrad!

Det biologiske rationale er det samme, når det handler om afvejning af værdi mellem miljø (fristelser og eksterne stimuli) og godbidder / legetøj (eksterne stimuli fra hundefører). Når vi så samtidig beder om hjerneaktivitet inde i det cirkus, der løber af stabelen inde i hunden, i form af kommandoer er det vigtigt at sværhedsgraden passer (kriterier).

Hard wired og soft wired adfærd
Hvorfor gør hunden som den gør?

Jeg har ofte sagt til mine biologistuderende at de skal prøve at tænke dyr som et printboard – forklaret i billedteksten her til venstre. Dyrene kommer med nogle instinkter og nogle egenskaber som – især hos domestiserede dyr som vores hunde – er fremavlet til “unaturlige” størrelser. Det er vigtigt at erkende at “breed matters”. Når hyrdehunden/vagthunden starter søget med lige at tjekke området af for farer eller vildfarne individer er det af en anden årsag end når den apporterende jagthund lige skal rundt og tjekke hvor mange “døde fasaner” (eller lavendelkilder), der ligger rundt omkring, som man lige skal markere sig inden man henter løs på de enkelte kilder og (ikke) henter dem, men bare fortæller føreren, at her er de (den tillærte del / Trained Final Responce / markeringsadfærd).

Én ting er den bagage man kommer med (det hardwirede), men der kan godt modificeres i det gennem træning (sættes komponenter ovenpå). En anden ting er den træning, der er så fundamental at en adfærd efterhånden ligger så dybt i dyret, at det ser ud som og ligner en hardwired adfærd i udførelsen. Fordi man er apporterende jagthund behøver man ikke hente kilden. Det kan bare tage lidt tid at lære så det bliver lige så indarbejdet som var det “hardwired” – og så skal det nok lige repeteres ofte så det bliver ved med at hænge fast 😉

Transfer – selv en hund har brug for en førerhund
“Clarity”, basis …

Transfer – overførsel af viden fra en situation til en anden

I min undervisning siger jeg altid til mine kursister, som er universitetslærere: “Forvent ikke at dine studerende automatisk overfører viden fra én situation til en anden, transfer kræver facilitering”
En af mine trænere sagde engang at “hunden husker i billeder – eller måske gør den i virkeligheden ikke, men det er i hvert fald en brugbar tanke, når vi planlægger træning”.
Konsekvensen af at tænke det sådan er at “når scenen skifter” skal hunden lære færdigheden på ny.
Det betyder, at hunden skal hjælpes ind i situationen. Det er vigtigt altid at gøre sig klart: Hvad er det for en parallel der er i denne situation til de situationer, hunden forventes at trække på? Jeg så den anden dag en NW fører som ikke brugte en kommando til at igangsætte hunden ved starten af søget. Håndtegnet var heller ikke konsekvent. Så er det svært for hunden at komme fra den ene situation (billede) til det næste og det næste niveau. Der skal være en tydelig ledetråd. Prøv at se billedteksten under billedet ved siden af.

I mere komplekst skifte mellem situationer skal vi altid lige huske at tænke igennem hvordan vi kan hjælpe vores hund til at forstå, hvad det er der ønskes. Fordi min hund kan søge efter eucalyptus kilde på en bil eller en trailer, er det ikke sikkert, at den forstår at reglerne for køretøjssøg gælder hvis det er en enorm gummiged. Er det lugten af olie, metal og dæk, der skal fortælle den at den ikke må hoppe op på en traktor når den ikke må hoppe op på en bil? Dér skal systemet læres ind fra ny, så der kommer nogle skift mellem sværhedsgraden i klasserne, hvor man lige må tilbage at skabe fundamentet igen. Selvom det ligger i vores bevidsthed ligger det ikke i hundens. Den har simpelthen ikke de paralleliteter, som vi arbejder med – vi er kulturindivider. Hunden er et narturindivid! så træd et skridt tilbage og overvej, hvad der er du har gang i 🙂

Det gælder om at planlægge træningen elegant, effektivt og klart, så hunden ved nøjagtigt hvad der forventes, ELLER så øvelsen er planlagt så den forventede adfærd naturligt provokeres frem og kan belønnes.

Stilladsering og Vygotsky’s zone for nærmeste udvikling – succesrateoptimering

Denne lille figur er en markant del af min træningslog og skal have nogle ord med her. Jeg bruger den til at markere ind hvor jeg forventer at en øvelse vil ligge og efter udførelsen at markere ind hvor den faktisk lå. Det spændende er så at prøve at forklare hvad der gør det lettere / sværere end forventet og om det var de forventede parametre, der gjorde at den forventede sværhedsgrad ramte plet.
Stilladsering betyder at underviseren/jeg som træner bygger et stillads op om den lærende, hunden, som denne kan bevæge sig trygt rundt i for at lære. Der må gerne være en “tilpas forstyrrelse”.

Ligger øvelsen i den grønne er der basis for at bygge en masse fede rutiner op, hvilket er sygt vigtigt. Ligger øvelsen i den gule er det der, hvor vi er i gang med at udvide repertoiret og færdighederne. Det kan f.eks. være i miljøets sværhedsgrad eller sværhedsgraden i kildens placering. I den gule zone kommer hunden lidt ud af sin komfortzone og vi kan med positiv reinforcement, positiv belønning, kan lære den, at det var fedt det du gjorde der.

Vi skal stilladsere vores hunds udvikling i den ønskede retning ved at bevæge os mellem det gule og det grønne felt og give den overkommelige opgaver. Det kræver mental energi og ønsker vi at den adfærd, der læres skal være hardwired skal der mange gentagelser til indenfor den grønne zone. Det giver også selvtillid (self-efficacy) og tro på at man magter det hele. Det lærte bringes gennem øvelse ind i de grønne zone, mere og mere kommer til at ligge dér, og hunden magter mere og mere. At hjælpe en hund fra den gule zone og ind i den grønne kræver stilladsering. Du kan f.eks. hjælpe hunden ved at støtte den gennem kropssprog, tale, belønning osv. Det er vigtigt samtidig ikke at forstyrre hunden i sin opgaveløsning så timning og dosis af stilladsering er vigtig.
I den røde zone skal du være forsigtig. Er opgaven for svær (rød) følger hunden “nærmeste indskydelse” og det kan blive tilfældigt hvor læringen bevæger sig henad. Hér har hunden brug for meget hjælp, men det kan have den ulempe at den bliver vant til at du løser opgaverne for den eller hjælper med at løse opgaverne. Husk at det er hunden der har næsen og er den “kloge” på det område, så hvis opgaverne bliver så svære at hunden ryger ud i det røde område bør du gentænke opgaven og gøre opgaven lettere ved f.eks. at justere miljøet eller at sætte kriterierne ned, så hunden hurtigere opnår succes på den tilsigtede måde. Du skal som minimum forsøge at komme ind i det gule felt igen.

Hvis opgaven er for svær løser hunden den måske i en uheldig retning, men af og til kan det også være i en overraskende og heldig retning.
Hvis hunden er en “single event learner” og lærer hurtigt kan der hurtigt ske indlæring af uheldig adfærd, hvis den arbejder i det røde felt. Dér skal man bare ud at snuse engang imellem og det man kommer det helt sikkert uden at gøre noget aktivt for det, fordi der er så mange ukontrollerbare faktorer. Hunden fanger så meget som vi ikke fatter og så sker der ting og sager. Det skal man lige lære at elske 🙂
Når man så er kommet ud i den røde zone kræver det lidt fantasi og nogle gange noget hjælp (stilladsering af føreren 😉 ) at finde tilbage til den gule zone for nærmeste udvikling og til comfort zonen.

Træningsscenarier / typer af træningspas
og træningsplanlægning

Træningspassets varighed

Det er seriøst vigtigt at slutte mens der er succes og hunden er i sit es, så der ikke sker fejlindlæring og så man kan slutte med en fest og belønning for en stor succes.

Mikro- og makroniveauer i træningsforløbet og træningsplanlægningen

Jeg træner med bevidsthed om forskellige typer af scenarier og med forskellige formål for scenarierne. (I de forskellige zoner arbejder jeg også forskelligt med den grønne, gule og røde zone ovenfor). I mikrotræningen kan jeg meget bedre styre ind i den grønne og gule zone og i makro- og testtræning lander vi tit ude i den røde. … Se mere nedenfor.

• Analysesituationer /afklaringssituationer

Analysesitusationer er træningssituationer, hvor jeg tager “pulsen på hvad der sker” i et meget bredt setup. Jeg arbejder med meget enkle kriterier og udbyttet er primært føres observationer. Det er noget jeg sætter op, når jeg skal i gang med at planlægge de efterfølgende “målrettede træningssituationer” (mirkotræning) og “progressionsforløb” (en føljeton af mikro og makrotræning). Det er f.eks. noget jeg har gjort bevidst i en periode da jeg bestod NW1 og nu skal til at planlægge træningen efter at vi skal kunne klare udfordringerne i NW2.
Ofte viser almindelig træning ude i klubben sig at være en analysesituation, fordi man kommer til træning med et hold, som er på forskellige niveauer, dagens tema er ofte op til instruktøren og det er på lokaliteter, som ofte ikke er kendt på forhånd.
Det samme rationale kan man tænke om dét at gå til prøver (testtræning). Det er i virkeligheden en kærkommen lejlighed til at analysere og trykprøve vores status. Som argument for ikke hele tiden at gå til prøver kan man sige, at min hunds læring og færdigheder og også mine færdigheder som fører bliver alt for diffus, hvis alt, hvad vi træner, ligger i situationer, som er analysesituationer eller testsituationer. For at opnå stabilitet er vi nødt til også at arbejde i følgende situationer og setups:

• Målrettede træningssituationer

Her planlægger jeg øvelserne for at indlære små fede detaljer eller særlige NW teknikker (se undersiden om NW teknikker)

• Progressionsforløb

Er vigtige at planlægge når hunden skal læres op i en ny disciplin eller under-disciplin eller en ny teknik. Det kræver skarphed på detaljen, kriterierne og især at skære øvelsen op og formulere delmål. Det kan være en plan for at gå fra det simple og comfort-scenariet og videre til at lave en plan for at øge kompleksitet, lokalisere hvad der er af transfer fra andre kendte discipliner/teknikker og arbejde tingene sammen i rolige trin.

• Erfaringsskabelse

Hvad jeg laver her kommer meget an på, hvor vi er i den pågældende øvelse og deløvelse, men det handler om at lave mange gentagelse indenfor de opnåede comfortzoner eller i zonen for nærmeste udvikling, så performance får rutinepræg. Det gælder både for førers performance og hunds performance. En højdespringer presser heller ikke baren opad og opad hele tiden, men arbejder med at opnå stabilitet og detaljebevidsthed på præcis det niveau hvor det lykkes.

• Testsituationer

Testsituationer laver jeg når jeg har en formodning om at en øvelse skal “finpudses” for at blive “klar” for lige at blive klar over, hvad der kører på skinner, hvor det halter endnu og hvor der skal arbejdes lidt mere. Det kan man naturligvis også bruge prøver til. F.eks. hvis der er én vigtig prøve, som man stiler imod og man har planlagt at deltage i 1 eller 2 prøver op imod det vigtige stævne.

Månedsskema

Månedsskemaet opsummerer løbende hvad vi træner på, og kan hålde øje med at jeg f.eks. ikke glemmer køretøjssøg eller problemløsning eller markeringstræning

Statusskema

Statusskemaet fortæller hvordan det går med kriterierne i de indsatser vi arbejder med. I statusskemaet opererer jeg med følgende niveauer for øvelsernes indlæringsstatus.
Under indlæring – stabiliseres – finpudses – klar

Engang imellem overvejer jeg at tilføje en kategori her som hedder “kan udføres med rutinepræg”. Den skulle i så fald ligge mellem “finpudses” og “klar” … men jeg tror jeg har kategorier nok … 😉
Statusskemaet og månedsskemaet afspejler de forskellige træningsscenarier, vi er i gang med og dem vi går ind og nørder med på mikro-niveau i målrettet detalje-træning.

At “tænke med disse træningsscenarier og situationer”
giver selvfølgelig kun mening, hvis der er
præcise mål med træningen …

Mål

Målhierakier

Målhierakiet er kendt fra projektledelse og kan hjælpe til at forstå hvilke delmål der er operationelle for at komme frem til det ønskede resultat. Her er det helt overordnede målhieraki, som jeg arbejder med for tiden.
De enkelte delmål har naturligvis underinddelinger. F.eks. kan “blive på beholdere” i perioder have arbejds-delmål som f.eks. “blive på beholdere i miljø, som er let for hunden” og “blive på beholdere i miljø som udfordrer hunden moderat” eller “blive på beholdere i miljø med udlagte distraktorer” i andre perioder. På denne måde kan målene gøres SMARTE. Se næste afsnit.

Se også et par eksempler omkring vandhundende C og L

At sætte SMARTE mål, definere kriterier, visualisere og lave løbende tilpasning

Jeg mener at en almindelig fejl er at vi forsøger at indlære mange forskellige ting i samme træningspas. Det virker usystematisk og gør det sværere at skabe succes og læring. Ved at nedbryde målene og træne delmål kan det give meget større resultater

SMARTE mål er
S = specifikke! Beskrivelsen går helt tæt på præcis beskrivelse af hvad målet er – det skal kunne udføres i praksis og gå på en praksis af enten af fører (mental praksis eller udførelsespraksis) eller hund (mental praksis eller udførelse) eller det kan handle om detaljer i samarbejdet mellem hund og fører
M = målbare! Brug nogle pejlemærker som kan kvalitetsvurderes eller kvantificeres – se f.eks. beskrivelsen ovenover af niveauer på Indre Uro. Det kan også være en ranking af hvilke placeringer der er svære for hunden osv.
A = attainable/opnåelige! Sørg for at målet er opnåeligt uden at hunden presses og mister motivationen. Arbejd i Zonen for nærmeste udvikling.
R = relevante! (relevant i forhold til hovedmålet, søgeglæde og vedligeholdelse af hundens motivation)
T = tidsbestemte! Sørg for at der er beskrivelse af varighed af træning, placering af træning, ønsket resultat pr. [dato].
E = evaluerbare! Sørg for at der er data til evluaring, eller at der er en god feedbacksituation, bed om specifik feedback på præcise parametre.

MÅL	SMARTE
MÅL: Hunden bliver på beholderne. Smarte delmål: A. hunden skal kunne holde sig på et bestemt antal beholdere af klasse 1 sværhedsgrad, så det ligger indenfor dens comfortzone eller meget tæt på denne. B. Der skal være arbejdsglæde for både hund og fører C. Træningspasset sluttes senest efter 4 repetitioner og hunden belønnes for det niveau den er kommet til. D. performance af A til D studeres på video for at kunne planlægge næste trin.	S = Hunden arbejder aktivt med fært der formodes at komme fra beholderne M = Der holdes styr på hvor mange beholdere hunden kan overskue at afsøge i forhold til miljøets sværhedsgrad (brug miljømålingsparametre og notér antallet af beholdere) A = Sørg for at bakke tilbage i miljø og/eller antal hvis hunden bliver frustreret / succes udebliver Brug relevant hånstegn ved igangsætning for at hjælpe til korrekt adfærd. Gentag efter behov, men ikke forstyrre unødigt. R = Beholdertypen relevant for klasse 1 eller som forberedelse til sværere klasser. – hold øje med succesrate Relevans for hunden sikres ved glad stemning og fede belønninger. PAY THAT DOG! Vær selv i godt humør! T = Træn kun så længe at det stadig er kønt og hunden er motiveret. 3 – 4 repetitioner er oftest passende E = Optag mest muligt på video så der er styr på kvaliteten Før log, så der er styr på succesraterne
MÅL: Forstå hundens søgeadfærd omkring beholdere Smarte delmål: A. Setup planlægges nøje i forhold til muligheder for at tilpasse til miljø indenfor comfortzonen og vind nogenlunde forudsigelig med beholdere typisk for klasse 1. (Banen skal være indenfor hundens klare comfort zone, for det er førers udvikling der er på spil. Hunden kan bruge øvelsen til at opnå rutine) B. Der skal komme nogle repetitioner ind på videoen så det er muligt at danne sig et billede af søgeadfærden, men indenfor T til højre C. sørg for nogle forskellige setups af placering over tid i det samme miljø så jeg får nogle forskellige erfaringer for hvordan den arbejder.	S = Der er mest muligt styr på vindforhold og omgivelserne, så der ikke er pooling nogen steder umiddelbart tæt på så længe det handler om at studere dens adfærd. M = Hunden får lov at afsøge i selvvalgte mønstre især i starten … Senere kan den stimuleres til at arbejde tættere omkring beholderne, men det er vigtigt at lære dens naturlige adfærd omkring beholdere at kende. A = Start med at der ikke er for mange og sørg for at beholderne er placeret så det er oplagt at det er dem det handler om. Lige for snuden af hunden. Kort afstand mellem start og beholder. R = Brug beholdertype som er relevant for klasse 1 eller klasse 2 hvis det er det der trænes hen imod. Relevans for hunden sikres ved glad stemning og fede belønninger. PAY THAT DOG! Vær selv i godt humør! T = Træn kun så længe at det stadig er kønt og det skal være sjovt for hunden. 3 – 4 repetitioner er oftest passende E = Optag mest muligt på video så der er styr på kvaliteten Før log, så der er styr på succesraterne
Mål: … at kommunikere ønsket systematik til hunden i beholdersøg Smarte delmål: osv	S M A R osv T E

Hvornår er noget et delmål og hvornår er det et kriterie.

En af mine trænere sagde en dag at mål er det samme som kriterier.
I min optik er kriterierne den kvalitet der forlanges når vi arbejder med målene.

Visualisering og kriterier

Det kan være en fin ide ud fra de smarte mål at gennemgå hvilke kriterier der arbejdes med i øvelserne. Et smart værktøj til dét er visualisering.
Visualisér:
– Hvordan ser det ud når hunden arbejder? hvad skal den gøre i starten, undervejs i søget, i slutfasen, i markeringssituationen?
– Hvad skal jeg som hundefører gøre i startproceduren, undervejs, når hunden arbejder? Hvornår skal jeg hjælpe? Hvornår skal jeg ikke hjælpe? Hvordan skal jeg evt. hjælpe?
– Hvad gør jeg når / hvis hunden ikke gør som forventet?
Visualiseringen ud fra smarte mål vil give nogle operationaliserbare kriterier som sikrer effektivitet.

Dette giver mulighed for at træne
“ELEGANT – EFFECTIVE – CLEAR“

Sørg for løbende at justere ud fra evalueringen (smartE mål), så der ikke bliver tale om at presse hunden!

DET ER LIGE SÅ VIGTIGT AT JUSTRE NED I SVÆRHEDSGRAD SOM OP I SVÆRHEDSGRAD.
DÉT GIVER I SIDSTE ENDE MERE FREMSKRIDT, DA VI STADIG KAN TRÆNE HEN IMOD NOGET OG IKKE VÆK FRA NOGET OG HOLDE OS INDENFOR COMFORTZONEN

CLARITY IS KINDNESS TO THE DOG AND TO OUR SELVES

Progression

“Don’t complicate things, don’t rush it, baby steps, progressive training.
Set your dog up for repeated success, so that they build up a positive anticipation and etablish a solid foundation.”
Citat fra B.W.Y. Canine Ltd.

På den store klinge

I forhold til uddannelsesplanlægning og de teorier jeg bruger for uddannelser er progressionsplanlægning for Luka virkeligt anderledes. I uddannelserne arbejder vi med nogle blokke af viden, færdigheder og kompetencer, som på bedste vis og designes ind i nogle bestemte modeller styret af modellens læringsideologi og indholdet i de fag / moduler man har defineret. Pyha, den var tung.
I kompetenceudviklingen for hunden styrer jeg progression hen imod målene mere efter principper som coaching eller individuelle læreplaner eller sidemandsoplæring, hvis der skal sammenlignes med noget fra en anden verden.

i hundetræningen skal der være et kæmpe fundament af gode vaner og indarbejdede gode rutiner.

MEN helt generelt er den vigtigste erkendelse omkring progression for mig, at det går fremad, tilbage, sidelæns, til den anden side, fremad igen osv.
Naturligvis kan man gøre noget for at det ikke går meget tilbage f.eks. ved at arbejde i zonen for nærmeste udvikling, logge resultater, så man ser tendenserne inden dårlig læring tager fart, osv. osv., men en direkte og konstant linie mod målene uden slinger i valsen – tror jeg ikke eksisterer for den almindelige hundefører / træner.

Samspillet mellem hjemmetræning og træningspladsen

En NW-træner kan på den store klinge hjælpe til så de udfordringer, man møder til træning, passer til hunds og førers niveau. Lige så vigtig er den feedback vi får til at hjælpe vores hund videre. Det kan man ikke undvære. Det er supervigtigt for at forstå hvad der foregår. Nogle gange præsenteres vi også for nye udfordringer som går overraskende godt, nogle som vi slet ikke vidste eksisterede, nye teknikker til at træne kendt stof, og nogle øvelser som viser sig at være for svære lige pt, men som enten kan justeres ind eller slæres op i mindre ”consumable bites”… osv… Det er alle sammen noget vi samler op som brikker til det større legohus, vi samler, når vi tager ansvaret for hundens og vores egne kompetencer og planlægger progressionen for vores hund.

Progression i hjemmearbejdet med vovse

I al den træning vi lægger hjemme mellem træningsgangene, har vi derfor som hundeførere et arbejde i at bedømme, hvad der giver den bedste fremgang for vores hund netop der, hvor den er nu. I det arbejde trækker vi på brikkerne, som vi får med hjem fra træningen og feedbackjusteringerne til os (team C&L versionerne) så vi kan arbejde med det hjemme).

Tag f.eks. tærskelsøg. Det ligger som noget man træner i løbet af NW 1 programmet, men løbende holder ved lige, når det er lært. Nogle hunde fanger det på ingen tid, mens andre f.eks. min hurtige hund tager lang tid om at lære det. Den forstår det godt, men hele kroppen og det fysiske drive til hurtighed og bevægelse gør at den er lang tid om at få det ind i kroppen. Dvs når nogle hundeførere bygger tærskelsøg ind i progressionen for deres hund kan de opfatte det som en ret lille legoklods som hunden hurtigt fanger og indarbejder i sit repertoire, mens det for andre er en af de lange legoklodser, som skal øves længere for at udløse den ønskede adfærd.

Progressionsplanen også afhængig af førers kompetence til at gennemskue hvornår fundamentet i de forskellige deløvelser (legoklodser) skal bave et ”brush up”. Svarende til at jagthundens jagttræning godt kan være lidt rusten efter en lang periode, hvor den ikke har været brugt, eller at grundtræningen kan være lidt flosset i kanten efter en lang sæson hvor den har ”øvet sig selv i forskellige nuancer af sine færdigheder”. Så skal det hele lige genopfriskes. (Prøv også bare at tænke på hvor rustent vores fremmedsprog også kan blive hvis vi ikke bruger det). Kompetencer skal vedligeholdes. Fundament, Fundament og Fundament. Og det skal bare være super sjovt at træne fundament.

Min kompetence til at lave træningsforløbet og løbende justere det i situationerne

Med udgangspunkt i hvordan den individuelle læringsplan for hunden lægges og justeres kræver det efter min mening at jeg som hundefører har følgende kompetence:

Jeg kan:

• Kan læse om min hund er ”med mig” i at det her er det fedeste i hele verden – ellers skal jeg gøre noget andet!
• Kunne forstå og aflæse hundens indre motivation og skabe en fed situation
• Forstå hundens medfødte kompetencer
• kende ”sit stof” – øvelsesrepertioret – og de almindelige træningsteknikker, så man kender mulige byggeklodser frem til den ønskede kompetenceprofil for hunden.
• kunne udvælge elementer, der støtter hundens udvikling lige der hvor den er nu uden at presse den
• kunne planlægge og afprøve udfordringer så hunden udfordres korrekt i forhold til
  • dens parathed (fysisk og psykisk udvikling … generelt og ”på dagen”)
  • at dens motivation fastholdes og stimuleres
  • at gøre det sjovt for os begge
  • så der så vidt muligt trækkes på rutineprægede dele i hundens eksisterende repertoire af kompetencer (se også transfer)

Sidst, men ikke mindst, er det et mål, når jeg planlægger min hunds træning at jeg har

• Opfindsomhed, så designet af standardøvelserne passer til min hunds individuelle behov og temperament – også lige på dagen!!!
• Evnen til at turde fejle og hurtigt rette op.
• Ikke for stolt til at indse fejl og hurtigt lave en tilpasset plan ud fra hvad jeg ser – uden at det bliver forvirrende for hunden – også selvom der er nogen der kigger 😉 vi træner jo tit flere sammen

Byggeklodserne i træningsforløbet er

• mål og delmål,
• de kriterier, der er knyttet til mål og delmål (dvs kvalitetskriterierne i træningspasset
• træningsteknikkerne (selvom det er teknikker eller metoder til at lære noget skal hunden stadig lære de enkelte teknikker at kende så det også er en ressource vi kan trække på)
• fundament træning

Det fede træningsforløb er for mig karakteriseret ved at …

Det fede træningsforløb:

• fastholder motivationen og glæden hos os begge
• holder sig i comfortzonen og den nærmeste udviklingszone – det er dér udvikling kan ske
• rummer dele af fundamentering af noget vi allerede kan
• kobler nye elementer på det vi kan, når der er kognitiv plads til det
• leger nye elementer ind
• ikke mere omfattende end at hvert træningspas har en begrænset varighed, så det elegant, effektivt og tydeligt (klart) for båden hund og mig, hvad der foregår.

Et vigtigt redskab er for mig en ugentlig eller månedlig refleksion over hundens kompetencer og udviklingsmål i min månedlige statuslog!!!

Den rummer refleksioner over:

Kompetencerefleksion (Den øverste af de to blå pile)
Hvad er min hund virkeligt god til nu? – et narrativ
Hvad er klart til f.eks. prøve?
Hvad har rutinekarakter? (det er et fedt niveau at nå på deløvelser!)
Hvad skal der stabiliseres og vedligeholdes et fundament i? (både af de nye og de gamle ting)

Målrefleksion:
Hvad skal vi ende med?
Hvilke trin er der på vejen derhen, som det ser ud nu?
Hvilke orange brikker skal vi arbejde med? og hvordan?

---

Kommende afsnit:

Motivation

At uddanne og samtidig skabe selvstændighed, tro på egne kompetencer og selfefficacy

Feedback, krav og pres

Sanser – Distraktioner i miljøet
en hel del mere end syn, lugt, smag og hørelse

Bonusmateriale: Dur Piaget så også til noget når man skal forstå hvordan hunden lærer ?